I 1963 var en mand i Tyrkiet i gang med at renovere sin kælder. Han var irriteret, fordi hans høns hele tiden forsvandt gennem en lille sprække i væggen. Så han greb en slaghammer, svingede den mod stenen og slog den ned for at se, hvor de tog hen. Det, der stirrede tilbage fra mørket, var en tunnel, der førte nedad.
Det, denne ukendte husejer ved et tilfælde var stødt på, var ikke bare en hule. Det var en 18 etager dyb, 85 meter underjordisk metropol. Uden at vide det havde han netop genopdaget en enorm mistet by...en by, der engang husede 20.000 mennesker under jorden. Én mands gør-det-selv-projekt førte arkæologerne til én af over 600 glemte indgange til den dybeste underjordiske by, man nogensinde har fundet.
Se videoen fra The Archaeologist's Notebook på YouTube.
Hvorfor blev Derinkuyu bygget under jorden?
For at forstå Derinkuyus storhed må vi først se på omgivelserne. Byen og dens enorme tunneltværk ligger i Kappadokien-regionen i det moderne Tyrkiet. Regionen bugner af underjordiske bopladser...over 200 er fundet hidtil, heriblandt flere store tunnelnetværk som Derinkuyu.
Sandheden er, at Kappadokien byder på ideelle betingelser for underjordisk byggeri. For millioner af år siden faldt et tykt lag vulkansk aske under eruptioner. Asken hærdede til en meget porøs, blød bjergart kaldet tuf. Det er mig en lille ironi, at den på engelsk hedder noget, der ligner "tough", for en af dens mest definerende egenskaber er, at den er nem at udskære i former. Tuf er i bund og grund naturens snydekode for oldtidsbygmestre: Med en bronzehakke eller andre ganske enkle redskaber kunne man udskære et rum i denne bjergart på få dage. Og det virkelig fantastiske er, at det udskårne yderlag reagerer med ilt og hærder...det bliver utroligt holdbart og stabilt.
Geologien gav altså et glimrende byggemateriale. Men hvorfor ikke bare bryde stenen og bygge ovenpå jorden? Kappadokien ligger på de anatoliske sletter, hvor somrene er varme og vintrene kolde og blæsende. Under jorden holder bebyggelserne derimod en stabil, kølig, men ikke kold, temperatur på cirka 13 °C hele året rundt, uanset hvad vejret finder på udenfor.
Men det var ikke kun vejret, vores forfædre ville undgå. Regionen er et historisk knudepunkt, en port mellem øst og vest, med invaderende hære, der marcherede igennem og hærgede: hittitterne, frygerne, perserne, Alexander den Store, mongolske hærer, arabiske røverbander og romerske legioner...de tog alle vejen forbi. Og de lokale ønskede et sted at gemme sig. På overfladen var du et let bytte. Der kunne afbrændes dine afgrøder, stjæles dine dyr og tilfangetage din familie, og ingen borgmur kunne gøres tyk nok til at holde en hel romersk eller persisk hær ude. Så de lokale fandt på et genialt, desperat princip: Når en fjendtlig hær tonede frem i horisonten, kæmpede de ikke. De greb deres høns, deres køer og deres børn...og forsvandt simpelthen ned under jorden.
Hvem byggede den underjordiske by?
Kortversionen: Den blev påbegyndt af én civilisation og derefter udvidet over generationer i hundredvis eller tusinder af år. Vi ved ikke præcis, hvornår de ældste dele blev bygget, men den første skriftlige kilde, der peger på Derinkuyu, blev skrevet af Xenofon fra Athen omkring 370 f.Kr. Han beskriver de lokale anatoliere i Kappadokien som boende dybt under jorden i udskårne rum.
Historikere mener, at de første niveauer sandsynligvis blev udskåret af frygierne nogle hundrede år tidligere, omkring det 8. eller 7. århundrede f.Kr. Frygierne er kendt for fantastisk arkitektur hugget i klippe, men de lagde kun grunden, hvis man tilgiver ordspillet. Faktisk kan de blot have bygget under ældre niveauer, udskåret af hittitterne helt tilbage til 1200 f.Kr. Arkæologer og historikere er ikke helt sikre, men hvad der synes sikkert, er, at frygierne opførte det meste af den tidlige by, selv om de måske udvidede ældre og langt enklere hittitiske huler.
Spol frem til Romerriget. De tidlige kristne i regionen blev udsat for intens, brutal forfølgelse, og de skrækslagne kristne opdagede, at de gamle frygiske huler var perfekte skjulesteder. De gravede dybere og udvidede tunellerne, så hele menigheder kunne opholde sig der i længere tid. Senere, under de arabisk-bysantinske krige mellem det 8. og 12. århundrede, pressedes de lokale byzantinske kristne byen til dens absolutte grænse: De udskar hele vejen ned til de 18 niveauer, vi kender i dag, i et desperat forsøg på at undslippe de nådesløse røvertogter deroppe.
Rullende stenporte og dødelige glugger
Her er det utrolige: Derinkuyu var ikke bare en kælder, hvor folk stille og mørkt håbede på ikke at blive fundet. Det var en tungt befæstet militærbunker med et reelt forsvar mod angribere. De kolossale rullende stenporte ser ud som noget fra en Indiana Jones-film. De er placeret ved strategiske flaskehalse i hele tunnellsystemet: Hvis en fjendtlig hær brød igennem på overfladen, rullede forsvarerne de enorme sten hen over korridorer og døråbninger og forseglede hele sektioner.
Og det virkelig kloge: Fordi portene sidder i en forsænket skinne, står de helt i plan med væggen på ydersiden. Intet håndtag, ingen hængsel, absolut intet for en fjendtlig soldat at gribe fat i. De kan kun åbnes og lukkes fra indersiden. Helt genialt.
Hver af portene har et rundt hul i midten. Måske, tænker man, for at gøre stenen lettere at rulle? God tanke...men forkert. Det er en dødelig glug. Forestil dig, at du er en fjendtlig soldat i en beksvart tunnel dybt under jorden og prøver at smadre sig igennem et halvt tons sten. Forsvarerne på den anden side kan se dit fakkellys gennem hullet, og mens du svinger en hammer eller griber efter et håndtag, der ikke findes, stikker de et spyd igennem åbningen. Skrækindjagende, men utroligt effektivt. Hvert etage i byen kunne forsegles uafhængigt. Selv hvis fjenden tog etage et, ventede der mange flere, tungt forsvarede etager.
Sådan overlevede 20.000 mennesker i mørket
At lukke portene var kun halvdelen af slaget. Når de var forseglet inde...hvordan overlevede 20.000 mennesker der nede i månedervis? Hverdagen i dybet var bestemt ingen picnic. Forestil dig at være fanget under jorden i et halvt år: ingen sollys og dermed ingen D-vitamin, og din døgnrytme, kroppens indre ur, bryder helt sammen, for du ser aldrig solen stå op eller ned og ved ikke, om det er middag eller midnat.
Men de arkæologiske fund viser, at beboerne gjorde utrolige ting for at gøre livet under jorden mere udholdeligt. De havde anlæg til vinproduktion...det har sikkert hjulpet. Hvis du var lukket inde i 3 til 6 måneder, mens der ragede krig på overfladen, sad du ikke bare og frøs i mørket: Du gik på arbejde, i kirke og i skole. Følelsen af normalitet må have hjulpet folk med at håndtere livet i skjul under jorden.
Byens opbygning
- Øverste niveauer: husdyr som får, geder og køer. To grunde: metan fra dyrenes prutter er lettere end luft og stiger op og ud, så gassen aldrig nåede boligkvartererne. Og prøv engang at drive en ko ned ad 10 etager trapper...knæene tillader det simpelthen ikke.
- Lave lofter, smalle tunneller: bygget, så angribere måtte bøje sig og gå en efter en, og dermed var langt nemmere at overmande.
- Kommercielle etager: enorme stenkar som oliepresser og vinfaciliteter. Den konstant kølige temperatur gjorde byen til en gigantisk vinkælder.
Luft og vand: en geologisk lunge
Hvordan kan 20.000 mennesker og store hjorde trække vejret under jorden uden at kvæles? Ét ord: ventilationsskakte. Derinkuyus ventilationssystem er et ingeniørmesterværk. Byen har mindst 50 lodrette skakte, nogle op til 55 meter dybe. De forgrener sig i tusindvis af mindre, kapillarlignende luftveje, der bringer frisk ilt ned i hvert eneste rum. Hele systemet fungerer som en gigantisk geologisk lunge. Hovedskakten var også brønd og trak vand fra en underjordisk flod nedenunder. Og bygherrerne havde tænkt på alt: Undersøgelser viser, at skaktens øverste dele var konstrueret, så gift, som fjender smed ned for at forgifte vandet, blev fanget i de øvre niveauer og aldrig nåede ned til den dyrebare brønd.
Affald, lig og lys i mørket
Hvad med folks eget affald? Beklageligvis var der ingen underjordisk kloakering. Familier brugte store lerkar, der blev forseglet tæt og opbevaret i særlige affaldsområder. Når truslen på overfladen endelig var drevet over, var det nok byens absolut værste pligt at bære hundredvis af lerkar op ad 18 etager for at blive tømt. Men det er imponerende, at folk kunne skabe et velfungerende sanitetsanlæg under disse forhold.
Lys? Bygherrerne udskar små, flade nicher i væggene på tunneller og kamre og stillede små lerlamper i dem, fyldt med hørfrøsolie og en simpel væge. Hørfrøsolie var ideel, for den brændte langsomt og osede relativt lidt. Alligevel kan man stadig se sod fra lamperne på vægge og lofter den dag i dag. Og for at tunnellerne ikke skulle fyldes med sod, fungerede de store ventilationsskakte også som skorstene: Røg og kulilte kunne slippe ud, og frisk luft erstattede ilten. Således gik vi fra mørket til lyset.
På de dybeste niveauer, længst fra fare, fandt arkæologerne en kæmpe korsformet kirke med tilhørende religiøs skole. Selv i mørke, hundreder af fod under jorden, holdt de tidlige kristne deres fællesskab, deres kultur og deres tro i live, mens de gemte sig for religiøse forfølgere ovenover.
Og hvad med de døde? Levede tusindvis af mennesker der i måneder, ville nogle uundgåeligt dø af alderdom og andre naturlige årsager, og sygdom skulle ikke spredes. Ligesom med affaldet udviklede beboerne et kløgtigt midlertidigt system: Døde under en belejring blev anbragt i midlertidige lighuse på de køligere, nedre niveauer. Forseglede grave blev hugget ind i klippen, adskilt fra boligkvartererne for at minimere risikoen for epidemier. Når faren var drevet over, blev ligene ført op til en ordentlig begravelse. Denne grad af planlægning viser, hvor udviklet og velorganiseret samfundet var...i et miljø, der er reelt fremmedartet for mennesker.
Hverdagen i Derinkuyu
Livet i Derinkuyu var bestemt hårdt, trangt og mørkt. Folk levede i konstant frygt for, hvad der skete på overfladen, og det smedede et stærkt fællesskab med et strengt organiseret undergrundssamfund. Der var nok ingen træmøbler eller andet inventar: Boligkvartererne bestod af små, huleagtige rum samlet omkring større fællesområder, og næsten alt inventar var skåret direkte ud af den bløde tuf. Familier sov på forhøjede platforme hugget ud af klippegulvet, med tæpper og halm som madras. Små nicher og gemmer i væggene tjente som hylder og opbevaring til personlige ejendele.
Mad var sandsynligvis strengt rationeret og fælles. Store bål ville slugge for meget ilt og fyldt tunnellerne med blændende røg, så enkeltfamilier lavede ikke deres egen mad. De fælles køkkener lå hovedsageligt på de øvre niveauer, hvor røgen var nemmest at fjerne. Da man selvsagt ikke kunne dyrke afgrøder under jorden, overlevede alle udelukkende på ikkefordærvelige varer, som man havde lagret op i fredstid: tørret frugt, nødder, korn og mel, malet på tunge stenkværne under jorden. Og de drak rigeligt med vin...måske til at tage toppen af stresset ved at bo et sådan sted, og som en del af den religiøse praksis.
Et oldtidskommunikationsnetværk og en bagdør på 8 km
Kommunikation var vital. Hvis angribere brød gennem første etage, hvordan skulle folk derunder så vide, at de skulle rulle stenene på plads og gøre spydene klar? Arkæologerne fandt et netværk af akustiske rør skåret ind i klippen. Som på et gammelt skib kunne beskeder blive talt ind i hullerne, og lyden ville runge og bevæge sig over store afstande til etagerne nedenunder og give beboerne et forsprang i forsvaret.
Antag nu, at det værste sker: Angriberne finder ventilationsskaktene og bryder gennem de rullende stenporte. Byen er kompromitteret. Giver 20.000 mennesker så bare op? Absolut ikke...for Derinkuyu havde en bagdør. Arkæologerne fandt en enorm tunnel fra Derinkuyus tredje etage. Den fører ikke bare op til overfladen: Den løber næsten fem engelske mil, 8 kilometer, komplet under jorden og forbinder Derinkuyu direkte med Kaymaklı, en hel anden underjordisk by i nærheden. Tænk over den ingeniørkunst, det kræver at grave en 8 km lang tunnel gennem solid klippe i komplet mørke for tusinder af år siden. Hvis Derinkuyu faldt, kunne de overlevende bogstaveligt talt evakuere ind i en hel anden by uden nogensinde at se solen.
Hvordan blev Derinkuyu til en glemt by?
I over tusind år gjorde Derinkuyu præcis, hvad den var designet til: Den holdt folk i live. Den overlevede romerne, araberne og mongolerne. Ingen hær formåede nogensinde at bryde dens forsvar og erobre byen derunder. Så hvordan og hvorfor forsvandt en metropol på 20.000 mennesker så fra menneskehedens hukommelse?
Svaret er ikke kollektiv hukommelsestab...det var international politik. Indtil begyndelsen af 1900-tallet brugte de lokale kappadokiske grækere, direkte efterkommere af de byzantinske kristne, stadig undertiden tunnellerne til at gemme sig i urolige tider. Men i 1923, efter den græsk-tyrkiske krig, gennemførtes et omfattende obligatorisk befolkningsbytte mellem Grækenland og Tyrkiet: Over en million græsk-ortodokse kristne, der boede i Tyrkiet, måtte pakke deres liv sammen og flytte til Grækenland. Da de forlod Kappadokien, tog de erindringen om Derinkuyu med sig. De nye indbyggere, der flyttede ind i regionen, anede ikke, hvad der lå under deres fødder. For dem var de synlige, flade huler blot praktiske kældre til opbevaring. Årtierne igennem blev de dybere tunneller tilmuret, fyldt med affald eller naturligt blokeret af stenskred. Den institutionelle hukommelse om en 18-etagers underjordisk fæstning var helt visket ud i løbet af én generation. Se også https://en.wikipedia.org/wiki/Population_exchange_between_Greece_and_Turkey
Derinkuyu lå som en usynlig spøgelsesby i totalt mørke i præcis 40 år...hvilket bringer os tilbage til 1963 og den anonyme husejer, der svingede en slaghammer for at finde sine høns. Hønehistorien er forresten ikke bekræftet, men det er en sjov detalje, og den kan være sand, så den får den lov at stå. Om han nu ledte efter sine forsvundne høns eller bare renoverede kælderen, er ligegyldigt: Manden genfandt ikke bare en by. Han genåbnede et glemt kapitel af menneskehedens historie.
Og Derinkuyu står ikke alene. Arkæologer har afdækket over 200 underjordiske bebyggelser i Kappadokien, heriblandt nabobyen Kaymaklı, forbundet med den fem mil lange tunnel. Kan du forestille dig at gå 8 kilometer til nabobyen, hele vejen under jorden, mens du trækker frisk luft fra et ventilationssystem designet for tusinder af år siden? I dag kan man besøge Derinkuyu, og arkæologerne har lært os en masse om dets beboere. Læs mere hos UNESCO og på Wikipedia.
Konspirationsteorierne...og hvor virkeligheden er mere imponerende
Derinkuyus skala er så svær at begribe, at byen er blevet et yndet mål for konspirationsteoretikere. Man ser folk i de yderste rande af internettet påstå, at mennesker ikke kunne have bygget dette: at klippen blev smeltet med oldtidslasere, eller at rumvæsener byggede det som atomly. Men som arkæolog kan jeg fortælle, at sandheden faktisk er langt mere imponerende. Ser man nøje på væggene, ser man ikke laserskår. Man ser hakkespor, mejselriller...de bogstavelige fysiske ar efter tusindvis af udmattede mennesker, der svingede håndredskaber i mørket og kæmpede for at holde deres familier i live.
Og her er det vildeste: Alt det, vi har gennemgået, de 18 etager, vinproduktionen, kapellerne, de rullende stenporte, er kun en brøkdel af byen. I dag er kun cirka 10 til 25 % af Derinkuyu faktisk udgravet, med otte etager åbne for offentligheden. Georadar og moderne opmålinger antyder, at tunnellerne snor sig langt længere ind i klippen, blokeret af stenskred eller bevidst forseglet af beboerne. Der ligger med stor sandsynlighed hele etager, rum og artefakter i bælg mørke lige nu, urørte i århundreder, og venter blot på at blive fundet.
Mere end noget andet viser Derinkuyu, hvor utroligt sejlivede mennesker er. Da verden ovenover blev for farlig, byggede Kappadokiens folk et mesterværk i mørket...en underjordisk verden, der voksede til at blive den dybeste underjordiske by, man nogensinde har fundet.