smarken blog

Digital Sovrignty, Privacy, EU Law & Legislation, IT, Linux

Lex Futura forklarer @LexFutura-DigitalCompliance


Kan en virksomhed kræve adgang til din telefon for at beskytte dig mod svindel?

Det spørgsmål står centralt i en opsigtsvækkende afgørelse fra det italienske datatilsyn, som udløste bøder på over 12,5 millioner euro.

I videoen ser vi nærmere på, hvor grænsen går mellem effektiv cybersikkerhed og retten til databeskyttelse – og hvorfor afgørelsen kan få betydning langt ud over Italiens grænser.


https://www.youtube.com/watch?v=JyHxwazPTWM

Vi i Lex Futura har selv været en tur i Italien – ikke for pasta, sol og gelato, men fordi Italien faktisk har leveret lidt af en GDPR-godbid til os. Derfor fortsætter vi i dag vores italienske tema.

Tilbage i april 2026 kom det italienske datatilsyn med en afgørelse om en bankapp, antifraud-teknologi og adgang til oplysninger om, hvilke apps brugerne havde installeret eller kørende på deres telefoner. Det lyder måske teknisk, men afgørelsen handler om noget ret grundlæggende: Hvor langt må virksomheder gå i sikkerhedens navn, før det bliver for indgribende for forbrugerne?

Sagen: Bankapps, svindelbekæmpelse og "Threat Matrix"

Sagen handler om to selskaber, Poste Italiane og Postepay, som står bag to apps – Bankoposta og Postepay – der blandt andet bruges til bank- og betalingstjenester i Italien.

I begge apps havde selskaberne integreret en løsning kaldet Threat Matrix: en teknologi til at forebygge og opdage svind. Formålet var at beskytte brugerne mod blandt andet malware, kontovertagelse og uautoriserede transaktioner.

Afgørelsen handler således om balancen mellem effektiv digital sikkerhed og brugeres ret til privatliv og databeskyttelse.

Brugernes valg: Adgang eller deaktivering

Brugerne af Android-versionerne fik en besked om, at de skulle give appen adgang til såkaldte usage data. Beskeden forklarede, at adgangen skulle bruges til at opdage skadelig software – men sagde også, at det var obligatorisk. Gav brugerne ikke adgang, kunne de kun logge ind tre gange mere, hvorefter appen blev deaktiveret.

Brugerne blev altså i praksis stillet over for et ret skævt valg: giv adgang, eller mist adgangen til appen – uden alternativer.

Adgangen gik længere end ventet

Appen fik ikke kun adgang til almindelige tekniske oplysninger som enhedsmodel, IP-adresse og operativsystem. Løsningen kunne også behandle oplysninger om installerede og/eller kørende apps på brugerens telefon – teknisk blandt andet hashværdier og metadata til at vurdere tegn på malware.

Og her bliver sagen interessant: En liste over apps på en telefon kan fortælle overraskende meget om personen bag den. Apps til medicin, fertilitet, investering, gambling, dating eller religion kan tilsammen give et ret detaljeret billede af ens privatliv.

Derfor lagde det italienske datatilsyn vægt på, at oplysninger om installerede og/eller kørende apps ikke bare er neutrale tekniske oplysninger – det er personoplysninger, som i nogle tilfælde endda direkte eller indirekte kan være følsomme oplysninger.

Selskabernes argument: PSD2 og nødvendighed

Selskaberne argumenterede for, at behandlingen var nødvendig, og henviste blandt andet til PSD2-reglerne og reglerne om stærk kundeautentifikation. Deres argument: Betalingsudbydere skal kunne opdage svindel og malware, og den konkrete løsning var derfor nødvendig for at beskytte både kunder og transaktioner.

Tilsynets konklusion: Behandlingen gik for langt

Det italienske datatilsyn vurderede, at den konkrete behandling gik for langt:

  • Mindre indgribende alternativer fandtes – f.eks. ekstra autentifikation i risikosituationer, tekniske sikkerhedstjek, netværksmonitorering eller målrettede advarsler. Sikkerhed var et legitimt formål, men den valgte løsning var hverken nødvendig eller proportional.
  • Manglende behandlingsgrundlag – selskaberne henviste til retlig forpligtelse i GDPR. Men tilsynet konstaterede, at reglerne kræver fraud-monitorering, men ikke specifikt indsamling af oplysninger om brugernes apps. En generel sikkerhedsforpligtelse er ikke det samme som en konkret hjemmel til meget indgribende behandling.
  • Gennemsigtighedsproblemer – brugerne fik en besked i appen, men ikke tilstrækkelig klar og specifik information om, hvilke oplysninger der blev behandlet, hvorfor og på hvilket grundlag. En teknisk tilladelse i en app er ikke det samme som en GDPR-compliant privatlivspolitik.
  • Manglende privacy by design og by default (artikel 25, stk. 1 og 2) – selskaberne havde ikke dokumenteret, at de havde overvejet mindre indgribende løsninger før udrulningen, og havde ikke lavet en tilstrækkelig specifik DPIA for netop denne behandling.
  • Problemer med databehandlerstyring og opbevaring – utilstrækkelig kontrol med leverandørkæden, og data i Threat Matrix' database kunne opbevares i op til 28 måneder uden tilstrækkelig begrundelse.

Sanktionerne

Konklusionen var, at behandlingen var ulovlig, med overtrædelser af centrale GDPR-regler: behandlingsgrundlag, gennemsigtighed, dataminimering, privacy by design, DPIA, kontrol med databehandlere, sikkerhed og opbevaringsbegrænsning.

Selskaberne blev pålagt at stoppe indsamlingen af oplysninger om installerede/kørende apps og at fastsætte klare opbevaringsperioder for de resterende data.

  • Poste Italiane: 6,6 mio. euro
  • Postepay: næsten 5,9 mio. euro
  • Samlet sanktion: ca. 12,5 mio. euro

Hovedlæringen: Sikkerhed er ikke et magisk ord

Sikkerhed er ikke et magisk ord, der tilbageviser alle GDPR-krav. Virksomheder må gerne beskytte brugerne mod svind – i den finansielle sektor er de ofte forpligtede til det. Men de skal stadig kunne dokumentere, at løsningen er nødvendig, proportional og gennemsigtig.

Den korte version: Formålet var legitimt, men løsningen var for bred, for indgribende og for dårligt dokumenteret. Man må gerne beskytte brugeren – men ikke ved at kigge længere ind i brugerens telefon, end det kan retfærdiggøres.


Transcript(original): Vi i Lex Futura har selv været en tur i Italien. Ikke for pasta og sol og gelato, selvom det selvfølgelig også er dejligt, men fordi Italien faktisk har leveret lidt af en GDPR godbid til os. Derfor fortsætter vi i dag vores italienske tema, som vi jo også har været inde på tidligere. Tilbage i april 2026 kom det italienske datatilsyn med en afgørelse, som handler om en bankapp, antifraud teknologi og adgang til oplysning om hvilke apps brugerne havde installeret eller havde kørende på deres telefoner. Og ja, det lyder måske teknisk, men afgørelsen handler i virkeligheden om noget ret grundlæggende. Hvor langt må virksomhed gå i sikkerhedens navn? før det bliver for indgribende forbrugere. Så i dag tager vi turen til Italien igen. Denne gang desværre ikke med en aparol i hånden, men GDPRbrillerne på. Den italienske sag handler om to selskab. Hoste Italienne og Postepage. De står bag to apps. Bankoposta og Postepay. Det er apps, der blandt andet bruges i bank- og betalingstjenester i Italien. I de her to apps, der havde selskaberne integreret en løsning, der hedder Thread Matrix. Det er en teknologi, som bliver brugt til at forebygge og opdage svind. Formålet med den her teknologi, det var at beskytte brugerne imod blandt andet mallware, kontovertagelse og uautoriseret transaktion. Afgørelsen handler om balancen mellem effektiv digital sikkerhed og brugernes ret til privatliv og databeskyttelse. Så i og for sig ret simpelt. Brugerne af Androidversionerne af appsene fik en besked om at de skulle give appen adgang til såkaldte usage data. Beskeden den forklarede, at adgangen skulle bruges til at opdage skadelig software, men den sagde også at det var obligatorisk. Hvis brugerne ikke gav adgang, kunne brugerne kun logge ind tre gange mere, og derefter så ville appen blive deaktiveret. Så brugerne, de blev i praksis stillet over for en et ret skævt valg. Give adgang eller miste adgang til appen og ingen alternativ. Og hvad var det så appen egentlig fik adgang til? Det handlede ikke kun om almindelige tekniske oplysninger som enhedsmodel og IP-adresse eller hvad for et operativsystem der var på telefon. Den konkrete løsning kunne også behandle oplysninger om installerede og eller kørende apps på brugerens telefon. Mere teknisk var der blandt andet tale om hashværdier og metadata, som kunne bruges til at vurdere, om der var tegn på mallware på brugernes ø telefon. Og det er her sagen den bliver interessant. For selvom oplysningerne blev brugt til sikkerhed, kan en liste over apps på en telefon fortælle overraskende meget om den person, der har telefonen. Hvis man for eksempel har apps til medicin, fertilitet, investering, gambling, dating eller religion, kan det samlede billede af den her appliste give et ret detaljeret billede af ens privatliv? Det er lige netop derfor det italienske datatilsyn de lagde vægt på at oplysningerne om installerede og eller kørende apps ikke bare er neutrale tekniske oplysninger. Det er personoplysninger. Og i nogle tilfælde så kan de endda direkte eller indirekte være følsomme oplysninger. De her to italienske selskaber de argumenterede for at behandling den var nødvendig. Vi henviste blandt andet til PSD2 reglerne og reglerne om stærk kundeautentifikation. Deres argument var, at betalingsudbyderne de skal kunne opdage svindel og malware og at den konkrete løsning derfor var nødvendig for at beskytte både kunder og transaktion. Okay. Hvad kommer det italienske datatilsyn så frem til? Ja, de italienske datatilsyn, de vurderede, at den konkrete behandling gik for langt. Tilsynet lagde blandt andet vægt på, at det her system thread matrix, det kunne konfigureres på forskellige måder, og at adgangen til oplysninger om installerede og eller kørende apps, det var en meget indgribende funktion. Der fandtes også mindre indgribende alternativer. For eksempel en ekstra autentifikation i risikosituationer, tekniske sikkerhedstjek, netværksmonitorering eller målrettede advarsler til brugerne. Med andre ord, sikkerhed var et legitimt formål, men den valgte løsning var hverken nødvendig eller proportional. Det italienske datatilsyn, de vurderede også, at selskaberne ikke havde et grundigt behandlingsgrundlag for den konkrete behandling. Selskaberne havde især henvist til retlig forpligtelse i GDPR. De sagde, at reglerne om betalingstjenester krævede, at de overvågede svindelissesi. Men tilsynet sagde, reglerne de kræver godt nok, I skal lave fraud monitorering, men de kræver ikke specifikt, at man indsamler oplysninger om, hvilke apps brugerne har installeret eller kørende på deres telefon. En generel sikkerhedsforpligtelse, det er altså ikke det samme som en konkret hjem til meget indgribende behandling af personoplysning. Derudover så var der problemer med gennemsigtighed. Brugerne fik ganske vist en besked i appen, men det italienske tilsyn vurderede, at de ikke fik tilstrækkelig klar og specifik information om, hvilke oplysninger der blev behandlet, hvorfor de blev behandlet og på hvilke grundlag. Og det er en vigtig pointe. En teknisk tilladelse i en app er ikke det samme som en GDPR compliant oplysningsskrivelse, altså en privatliftspolitik. Tilsynet kritiserede også selskaberne for manglende privacy by design og privacy by default i GDPR artikel 25 styk et og to. De havde ikke dokumenteret godt nok, at de havde overvejet mindre indgribende løsninger før den her teknologi den blev rullet ud. De havde heller ikke lavet en tilstrækkelig specifik depia, altså en konsekvensanalyse for netop den her form for behandling af personoplysning. Der fandtes en mere generel vurdering af antifraud aktiviteter, men den dækkede ikke den her konkrete behandling af oplysninger om installerede og eller kørende apps. Ikke nok med det, så var der også problemer med styring af databehandlerne og opbevaring. Blandt andet så mente de italienske tilsyn ikke, at selskaberne havde ført tilstrækkelig kontrol med leverandørkæden og oplysninger i Threat Matrix Analytics database, som kunne blive opbevaret i op til 28 måneder uden en tilstrækkelig konkret begrundelse for, hvorfor de skulle ligge der så længe. Konklusionen blev, at behandlingen var ulovlig. Det kommer ikke som den store overraskelse. Det italienske Datatilsyn fandt overtrædelser af flere centrale GDPR-regler. Blandt andet reglerne om behandlingsgrundlag, gennemsigtighed, dataminimering, privacy by design, depia, kontrol og databehandlere, sikkerhed og opbevaringsbegrænsing. Der er tæt på at være fuld plade. Selskaberne blev pålagt at stoppe den her konkrete behandling via Thread Matrix, som bestod i at indsamle oplysninger om installerede og eller kørende apps. De blev også pålagt at fastsætte klare opbevaringsperioder for de resterende data. Og så til bøderne. Det ene selskabte Italienne, de fik en bøde på 6,6 millioner euro. Det andet selskab Postepay, de fik en bøde på næsten 5,9 millioner euro. Så altså samlet set, så lander sanktionen for den her overtrædelse på 12,5 millioner euro. Og hvad kan vi så tage med fra den her afgørelse, når vi sidder i Danmark her på den anden side af sommeren i Italien? Den vigtigste læring er, at sikkerhed ikke er et magisk ord, der til sidesætter alle kravene i GDPR. Virksomheder, de må gerne beskytte brugerne mod svind. I mange tilfælde så er de forpligtet til at gøre det, ikke mindst i den finansielle sektor. Men de skal stadig kunne dokumentere, at løsningen er nødvendig proportional og gennemsigtig. Hvis en teknologi kan give indblik i brugernes privatliv, for eksempel gennem oplysninger om installerede eller kørende apps, så skal virksomheden kunne forklare meget præcist, hvorfor netop den adgang er nødvendig. Den korte version er derfor, formålet var legitimt, men løsningen var for bred, for indgribende og for dårligt dokumenteret. Og det er nok i virkeligheden afgørelsens vigtigste budskab. Man må gerne beskytte brugeren, men man må ikke gøre det ved at kigge længere ind i brugerens telefon end det der kan retfærdiggøres eller det der er nødvendigt.

Danske kommuners brug af amerikanske cloudtjenester er i dag lovlig, men det juridiske grundlag er skrøbeligt – og problemet forsvinder ikke (nødvendivis) blot ved at skifte til en europæisk udbyder. Det er hovedkonklusionen fra Henrik Udsen, professor på Center for informations- og innovationsret ved Københavns Universitet.

Det skrøbelige juridiske grundlag

  • EU-US Data Privacy Framework gør det i dag lovligt at overføre personoplysninger til USA, og EU-Retten har foreløbig støttet ordningen i Latombe-dommen (T-553/23, 3. september 2025). Men Latombe har anket, og Udsen forventer, at EU-Domstolen igen kommer til at forholde sig til spørgsmålet.
  • Aftalen hviler på et præsidentdekret (Executive Order 14086) – ikke på lovgivning vedtaget af Kongressen – og kan potentielt trækkes tilbage af en kommende præsident.
  • Ordningen forudsætter et uafhængigt amerikansk tilsyn, men det er reelt ikke uafhængigt, når præsidenten kan udskifte dets medlemmer.

CLOUD Act rækker ind i Europa

Den amerikanske CLOUD Act fra 2018 er kernen i problemet: Amerikanske myndigheder kan kræve oplysninger udleveret fra cloududbydere under amerikansk jurisdiktion – også når oplysningerne ligger på servere uden for USA. Et amerikansk moderselskab kan pålægges at udlevere de data, dets europæiske datterselskab opbevarer i Europa.

Udsen beskriver leverandørens dilemma sådan: »De får at vide af europæerne, at det er ulovligt at udlevere dem. Og de får at vide af amerikanerne, at det er ulovligt ikke at udlevere dem.«

Privacywashing: Geografi er en falsk tryghed

Det at fokusere på, hvor data fysisk befinder sig, skaber en skinsikkerhed. Amerikanske udbydere kan sagtens bygge europæiske datacentre og holde dataene inden for Europa – men det ændrer intet ved, at amerikanske myndigheder kan stå i USA og kræve udlevering via moderselskabet. Dataenes geografiske placering er irrelevant, når udbyderen er under amerikansk jurisdiktion.

Europæiske løsninger er ikke automatisk sikre

Et skifte til europæiske udbydere løser ikke automatisk problemet. Hvis den europæiske leverandør benytter Microsoft, Google eller Amazon som underleverandør, opstår det samme problem: Data kan potentielt ligge hos den amerikanske virksomhed og være omfattet af CLOUD Act.

Kryptering kan muligvis hjælpe – men kun hvis kommunen eller den europæiske leverandør alene kontrollerer krypteringsnøglerne. Ofte har udbyberen brug for adgang til data i klartekst, for eksempel til vedligeholdelse.

Anbefalinger til kommunerne

  • Kortlæg alle cloudløsninger og underleverandørkæder.
  • Undersøg, hvem der faktisk har adgang til data, og om data behandles i klartekst.
  • Afklar, hvem der kontrollerer krypteringsnøglerne.
  • Udarbejd en realistisk plan B – og vær forberedt på, at Datatilsynet ikke venter lige så længe som efter Schrems II-dommen i 2020.
  • Behandl risikoen som en ledelsesbeslutning, ikke kun et juridisk spørgsmål.

Udsen beskriver kommunernes situation som »hoppen på stedet«: De er juridisk ansvarlige og må tage risikoen alvorligt, men kan ikke selv løse det grundlæggende problem, medmindre de helt dropper amerikanske tjenester. Derfor efterlyser han fælles løsninger.

Kilde: itchefer.dk

Kinas regulering af dataindsamling i mobile apps

Opsummering af Vibeke S.' artikel på Linkedin


Prædefinerede datakrav: Kina fastsætter præcist, hvilke data apps måkræve fra brugere, opdelt i 39 kategorier (f.eks. navigation, madlevering). Hvis en kategori er tom (f.eks. nyhedsapps), må appen slet ikke kræve personlige data for at fungere.


Prædefinerede datakrav: Kina fastsætter præcist, hvilke data apps må kræve fra brugere, opdelt i 39 kategorier (f.eks. navigation, madlevering). Hvis en kategori er tom (f.eks. nyhedsapps), må appen slet ikke kræve personlige data for at fungere.

Betinget vs. frivilligt samtykke:

Apps må kræve data fra listen (f.eks. adresse for madlevering).

Apps må spørge om andre data, men kun med frivilligt samtykke. Hvis brugeren siger nej til data uden for listen, skal appen stadig fungere fuldt ud.

Principper: Bygger på dataminimering og formålsbegrænsning – ligesom GDPR – men fortolkes centralt af myndighederne (ingen individuel vurdering som i EU).

Lovgrundlag

Listen stammer ikke fra Kinas "GDPR" (Personal Information Protection Law, PIPL, 2021), men fra Necessary Personal Information Provisions (2021), udstedt af fire myndigheder (CAC, MIIT, etc.).

Baseret på Cybersikkerhedsloven (2017).

Paradoks: Privatliv i en overvågningsstat

Reglerne beskytter borgere mod private virksomheder (f.eks. apps), men ikke mod staten.

National sikkerhed og offentlige myndigheder følger andre regler uden uafhængig kontrol.

Håndhævelse: Hurtig og effektiv

Proces:

Myndigheder tester apps.

Ikke-overholdende apps navngives offentligt med frist (ofte 15 dage).

Ved manglende overholdelse: Fjernelse fra app-butikker (f.eks. Didi i 2021, 200 apps i 2024, 46 apps/SDK’er i juni 2026).

SDK’er reguleres også: Hvis en SDK fjernes, rammes alle apps, der bruger den.

Typiske overtrædelser (juni 2026):

Manglende offentliggørelse af dataindsamlingsregler (7 apps).

Ufuldstændig oplysning om SDK’ers dataindsamling (5 apps).

Ingen fungerende konto-sletningsfunktion (14 apps).

Markedsadgang

Apple’s App Store: Kina har sin Store. For at være tilgængelig for kinesiske brugere kræves en lokal MIIT-registrering (ofte via en kinesisk enhed/udgiver).

Fjernelse: Myndighederne beordrer Apple at fjerne apps fra den kinesiske butik – appen forbliver tilgængelig andre steder.

Sammenligning: Kina vs. EU

Aspekt Kina EU (GDPR)
Datakrav Prædefineret liste (centralt) Selvurdering (decentralt)
Håndhævelse Hurtig fjernelse fra butikker Bøder efter lang procedure
SDK-regulering Ja (fjernelse rammer alle apps) Nej
Beskyttelse mod staten Nej Ja (via domstole)

Nøgleforskelle

Kina: "Her er listen – følg den, eller bliv blokeret."

EU: "Retfærdiggør dine handlinger – vi bødler dig senere, hvis vi uenige."

Yderligere emner:

PIPL har ingen "berettiget interesse"-undtagelse (modsat GDPR).

Grænseoverskridende dataoverførsler reguleres strengt (emne for separat diskussion).

Af Alanna Alexander, Proton Udgivet den 18. april 2026 (I uddrag : se original)

Hvad Microsoft 365 Copilot flex routing betyder for EU-virksomheder

Microsofts løfte om ‘datasuverænitet’ for Europa kommer med en stjerne. Fra den 17. april 2026 vil virksomheden begynde at sende Copilot-data til udenlandske servere til behandling.

Med introduktionen af flex routing for Microsoft 365 Copilot kan inferens for en Large Language Model (LLM) — det trin, hvor Deres data faktisk behandles — finde sted i USA, Canada eller Australien, når kapaciteten i europæiske datacentre slipper op.

Disse ændringer anvendes som standard. For nye kundekonti oprettet efter den 25. marts 2026 er flex routing allerede aktiveret. For alle andre vil det blive aktiveret automatisk, medmindre De fravælger det. (Instruktioner om, hvordan De gør det, findes nedenfor).

Hvis Deres virksomhed er baseret i EU eller Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), er dette ikke en lille teknisk opdatering. Flex routing ændrer, om Deres AI-arbejdsgange forbliver inden for EU eller forlader det uden Deres viden. Og det understreger, hvad Big Techs version af digital suverænitet i virkeligheden betyder for Europa: De har stadig kontrollen.

Hvad er flex routing?

Inferens er det øjeblik, hvor en AI-model behandler Deres prompt for at generere et svar, uanset om det er at opsummere et dokument, besvare et spørgsmål eller udarbejde et udkast til indhold. Når dette sker, er Deres data allerede blevet samlet. Selvom Deres data er lagret i Europa, kan de nu blive behandlet et andet sted — automatisk, under en ikke-EU-jurisdiktion.

Hostet i EU betyder ikke behandlet i EU

Microsoft gør det klart, at data vil forblive krypteret(nyt vindue) i transit og i hvile. Det kan muligvis berolige nogle kunder. Men hvis De opererer under rammer som General Data Protection Regulation(nyt vindue) (GDPR), Netværks- og informationssikkerhedsdirektivet (NIS2) eller Digital Operational Resilience Act (DORA), er det ikke nok at beskytte data på lagerplads og under transmission.

Behandling (eller inferens) er der, hvor eksponering kan forekomme. Og under flex routing kan dette punkt nu flytte sig.

For at en AI-model kan udføre inferens, skal data gøres tilgængelige for beregning. Deres prompts, e-mails, filer og metadata indsamles og sendes til modellen. Med flex routing kan den pakke blive behandlet uden for EU.

Hvor Deres data behandles har betydning — selvom de er krypteret på vej ind og ud.

Byrden for overholdelse er Deres

Microsofts beslutning om at gøre flex routing til en standard funktion er et rødt flag. Forskning viser, at de fleste ikke gør sig den ulejlighed at tjekke deres standarder eller opdatere dem. Hvis datasuverænitet var noget, virksomheden gik op i for sine europæiske kunder, ville den ikke have implementeret flex routing automatisk.

Det advarer også Deres compliance-afdeling om, at leverandører pludselig kan beslutte at ændre en vigtig politik. De er nu ansvarlig for overvågning af leverandøropdateringer, tolkning af deres konsekvenser og justering af indstillinger for at forblive i overensstemmelse. Dette kan virke uretfærdigt, hvis De valgte en amerikansk baseret leverandør i den tro, at Deres datasuverænitet var vigtig for dem.

Flex routing afslører noget dybere om data governance

Hvis Deres leverandører er baseret i USA, stoler De på systemer, der er bygget til en anden lovgivningsmæssig virkelighed — en De ikke kontrollerer, men som De stadig skal stå til regnskab for.

Softwareopdateringer, support, juridiske politikker og prisbeslutninger træffes i Silicon Valley eller Seattle. Reglerne, Deres leverandør følger, er fastsat i Washington. Men Deres virksomhed holdes til europæiske standarder.

Derfor begynder flere virksomheder at se på europæiske alternativer til Big Tech. Når Deres infrastruktur, politikker og juridiske rammer er tilpasset den region, De opererer i, bliver datasuverænitet håndhævelig, ikke betinget.