Lex Futura forklarer @LexFutura-DigitalCompliance
Kan en virksomhed kræve adgang til din telefon for at beskytte dig mod svindel?
Det spørgsmål står centralt i en opsigtsvækkende afgørelse fra det italienske datatilsyn, som udløste bøder på over 12,5 millioner euro.
I videoen ser vi nærmere på, hvor grænsen går mellem effektiv cybersikkerhed og retten til databeskyttelse – og hvorfor afgørelsen kan få betydning langt ud over Italiens grænser.
https://www.youtube.com/watch?v=JyHxwazPTWM
Vi i Lex Futura har selv været en tur i Italien – ikke for pasta, sol og gelato, men fordi Italien faktisk har leveret lidt af en GDPR-godbid til os. Derfor fortsætter vi i dag vores italienske tema.
Tilbage i april 2026 kom det italienske datatilsyn med en afgørelse om en bankapp, antifraud-teknologi og adgang til oplysninger om, hvilke apps brugerne havde installeret eller kørende på deres telefoner. Det lyder måske teknisk, men afgørelsen handler om noget ret grundlæggende: Hvor langt må virksomheder gå i sikkerhedens navn, før det bliver for indgribende for forbrugerne?
Sagen: Bankapps, svindelbekæmpelse og "Threat Matrix"
Sagen handler om to selskaber, Poste Italiane og Postepay, som står bag to apps – Bankoposta og Postepay – der blandt andet bruges til bank- og betalingstjenester i Italien.
I begge apps havde selskaberne integreret en løsning kaldet Threat Matrix: en teknologi til at forebygge og opdage svind. Formålet var at beskytte brugerne mod blandt andet malware, kontovertagelse og uautoriserede transaktioner.
Afgørelsen handler således om balancen mellem effektiv digital sikkerhed og brugeres ret til privatliv og databeskyttelse.
Brugernes valg: Adgang eller deaktivering
Brugerne af Android-versionerne fik en besked om, at de skulle give appen adgang til såkaldte usage data. Beskeden forklarede, at adgangen skulle bruges til at opdage skadelig software – men sagde også, at det var obligatorisk. Gav brugerne ikke adgang, kunne de kun logge ind tre gange mere, hvorefter appen blev deaktiveret.
Brugerne blev altså i praksis stillet over for et ret skævt valg: giv adgang, eller mist adgangen til appen – uden alternativer.
Adgangen gik længere end ventet
Appen fik ikke kun adgang til almindelige tekniske oplysninger som enhedsmodel, IP-adresse og operativsystem. Løsningen kunne også behandle oplysninger om installerede og/eller kørende apps på brugerens telefon – teknisk blandt andet hashværdier og metadata til at vurdere tegn på malware.
Og her bliver sagen interessant: En liste over apps på en telefon kan fortælle overraskende meget om personen bag den. Apps til medicin, fertilitet, investering, gambling, dating eller religion kan tilsammen give et ret detaljeret billede af ens privatliv.
Derfor lagde det italienske datatilsyn vægt på, at oplysninger om installerede og/eller kørende apps ikke bare er neutrale tekniske oplysninger – det er personoplysninger, som i nogle tilfælde endda direkte eller indirekte kan være følsomme oplysninger.
Selskabernes argument: PSD2 og nødvendighed
Selskaberne argumenterede for, at behandlingen var nødvendig, og henviste blandt andet til PSD2-reglerne og reglerne om stærk kundeautentifikation. Deres argument: Betalingsudbydere skal kunne opdage svindel og malware, og den konkrete løsning var derfor nødvendig for at beskytte både kunder og transaktioner.
Tilsynets konklusion: Behandlingen gik for langt
Det italienske datatilsyn vurderede, at den konkrete behandling gik for langt:
- Mindre indgribende alternativer fandtes – f.eks. ekstra autentifikation i risikosituationer, tekniske sikkerhedstjek, netværksmonitorering eller målrettede advarsler. Sikkerhed var et legitimt formål, men den valgte løsning var hverken nødvendig eller proportional.
- Manglende behandlingsgrundlag – selskaberne henviste til retlig forpligtelse i GDPR. Men tilsynet konstaterede, at reglerne kræver fraud-monitorering, men ikke specifikt indsamling af oplysninger om brugernes apps. En generel sikkerhedsforpligtelse er ikke det samme som en konkret hjemmel til meget indgribende behandling.
- Gennemsigtighedsproblemer – brugerne fik en besked i appen, men ikke tilstrækkelig klar og specifik information om, hvilke oplysninger der blev behandlet, hvorfor og på hvilket grundlag. En teknisk tilladelse i en app er ikke det samme som en GDPR-compliant privatlivspolitik.
- Manglende privacy by design og by default (artikel 25, stk. 1 og 2) – selskaberne havde ikke dokumenteret, at de havde overvejet mindre indgribende løsninger før udrulningen, og havde ikke lavet en tilstrækkelig specifik DPIA for netop denne behandling.
- Problemer med databehandlerstyring og opbevaring – utilstrækkelig kontrol med leverandørkæden, og data i Threat Matrix' database kunne opbevares i op til 28 måneder uden tilstrækkelig begrundelse.
Sanktionerne
Konklusionen var, at behandlingen var ulovlig, med overtrædelser af centrale GDPR-regler: behandlingsgrundlag, gennemsigtighed, dataminimering, privacy by design, DPIA, kontrol med databehandlere, sikkerhed og opbevaringsbegrænsning.
Selskaberne blev pålagt at stoppe indsamlingen af oplysninger om installerede/kørende apps og at fastsætte klare opbevaringsperioder for de resterende data.
- Poste Italiane: 6,6 mio. euro
- Postepay: næsten 5,9 mio. euro
- Samlet sanktion: ca. 12,5 mio. euro
Hovedlæringen: Sikkerhed er ikke et magisk ord
Sikkerhed er ikke et magisk ord, der tilbageviser alle GDPR-krav. Virksomheder må gerne beskytte brugerne mod svind – i den finansielle sektor er de ofte forpligtede til det. Men de skal stadig kunne dokumentere, at løsningen er nødvendig, proportional og gennemsigtig.
Den korte version: Formålet var legitimt, men løsningen var for bred, for indgribende og for dårligt dokumenteret. Man må gerne beskytte brugeren – men ikke ved at kigge længere ind i brugerens telefon, end det kan retfærdiggøres.
Transcript(original): Vi i Lex Futura har selv været en tur i Italien. Ikke for pasta og sol og gelato, selvom det selvfølgelig også er dejligt, men fordi Italien faktisk har leveret lidt af en GDPR godbid til os. Derfor fortsætter vi i dag vores italienske tema, som vi jo også har været inde på tidligere. Tilbage i april 2026 kom det italienske datatilsyn med en afgørelse, som handler om en bankapp, antifraud teknologi og adgang til oplysning om hvilke apps brugerne havde installeret eller havde kørende på deres telefoner. Og ja, det lyder måske teknisk, men afgørelsen handler i virkeligheden om noget ret grundlæggende. Hvor langt må virksomhed gå i sikkerhedens navn? før det bliver for indgribende forbrugere. Så i dag tager vi turen til Italien igen. Denne gang desværre ikke med en aparol i hånden, men GDPRbrillerne på. Den italienske sag handler om to selskab. Hoste Italienne og Postepage. De står bag to apps. Bankoposta og Postepay. Det er apps, der blandt andet bruges i bank- og betalingstjenester i Italien. I de her to apps, der havde selskaberne integreret en løsning, der hedder Thread Matrix. Det er en teknologi, som bliver brugt til at forebygge og opdage svind. Formålet med den her teknologi, det var at beskytte brugerne imod blandt andet mallware, kontovertagelse og uautoriseret transaktion. Afgørelsen handler om balancen mellem effektiv digital sikkerhed og brugernes ret til privatliv og databeskyttelse. Så i og for sig ret simpelt. Brugerne af Androidversionerne af appsene fik en besked om at de skulle give appen adgang til såkaldte usage data. Beskeden den forklarede, at adgangen skulle bruges til at opdage skadelig software, men den sagde også at det var obligatorisk. Hvis brugerne ikke gav adgang, kunne brugerne kun logge ind tre gange mere, og derefter så ville appen blive deaktiveret. Så brugerne, de blev i praksis stillet over for en et ret skævt valg. Give adgang eller miste adgang til appen og ingen alternativ. Og hvad var det så appen egentlig fik adgang til? Det handlede ikke kun om almindelige tekniske oplysninger som enhedsmodel og IP-adresse eller hvad for et operativsystem der var på telefon. Den konkrete løsning kunne også behandle oplysninger om installerede og eller kørende apps på brugerens telefon. Mere teknisk var der blandt andet tale om hashværdier og metadata, som kunne bruges til at vurdere, om der var tegn på mallware på brugernes ø telefon. Og det er her sagen den bliver interessant. For selvom oplysningerne blev brugt til sikkerhed, kan en liste over apps på en telefon fortælle overraskende meget om den person, der har telefonen. Hvis man for eksempel har apps til medicin, fertilitet, investering, gambling, dating eller religion, kan det samlede billede af den her appliste give et ret detaljeret billede af ens privatliv? Det er lige netop derfor det italienske datatilsyn de lagde vægt på at oplysningerne om installerede og eller kørende apps ikke bare er neutrale tekniske oplysninger. Det er personoplysninger. Og i nogle tilfælde så kan de endda direkte eller indirekte være følsomme oplysninger. De her to italienske selskaber de argumenterede for at behandling den var nødvendig. Vi henviste blandt andet til PSD2 reglerne og reglerne om stærk kundeautentifikation. Deres argument var, at betalingsudbyderne de skal kunne opdage svindel og malware og at den konkrete løsning derfor var nødvendig for at beskytte både kunder og transaktion. Okay. Hvad kommer det italienske datatilsyn så frem til? Ja, de italienske datatilsyn, de vurderede, at den konkrete behandling gik for langt. Tilsynet lagde blandt andet vægt på, at det her system thread matrix, det kunne konfigureres på forskellige måder, og at adgangen til oplysninger om installerede og eller kørende apps, det var en meget indgribende funktion. Der fandtes også mindre indgribende alternativer. For eksempel en ekstra autentifikation i risikosituationer, tekniske sikkerhedstjek, netværksmonitorering eller målrettede advarsler til brugerne. Med andre ord, sikkerhed var et legitimt formål, men den valgte løsning var hverken nødvendig eller proportional. Det italienske datatilsyn, de vurderede også, at selskaberne ikke havde et grundigt behandlingsgrundlag for den konkrete behandling. Selskaberne havde især henvist til retlig forpligtelse i GDPR. De sagde, at reglerne om betalingstjenester krævede, at de overvågede svindelissesi. Men tilsynet sagde, reglerne de kræver godt nok, I skal lave fraud monitorering, men de kræver ikke specifikt, at man indsamler oplysninger om, hvilke apps brugerne har installeret eller kørende på deres telefon. En generel sikkerhedsforpligtelse, det er altså ikke det samme som en konkret hjem til meget indgribende behandling af personoplysning. Derudover så var der problemer med gennemsigtighed. Brugerne fik ganske vist en besked i appen, men det italienske tilsyn vurderede, at de ikke fik tilstrækkelig klar og specifik information om, hvilke oplysninger der blev behandlet, hvorfor de blev behandlet og på hvilke grundlag. Og det er en vigtig pointe. En teknisk tilladelse i en app er ikke det samme som en GDPR compliant oplysningsskrivelse, altså en privatliftspolitik. Tilsynet kritiserede også selskaberne for manglende privacy by design og privacy by default i GDPR artikel 25 styk et og to. De havde ikke dokumenteret godt nok, at de havde overvejet mindre indgribende løsninger før den her teknologi den blev rullet ud. De havde heller ikke lavet en tilstrækkelig specifik depia, altså en konsekvensanalyse for netop den her form for behandling af personoplysning. Der fandtes en mere generel vurdering af antifraud aktiviteter, men den dækkede ikke den her konkrete behandling af oplysninger om installerede og eller kørende apps. Ikke nok med det, så var der også problemer med styring af databehandlerne og opbevaring. Blandt andet så mente de italienske tilsyn ikke, at selskaberne havde ført tilstrækkelig kontrol med leverandørkæden og oplysninger i Threat Matrix Analytics database, som kunne blive opbevaret i op til 28 måneder uden en tilstrækkelig konkret begrundelse for, hvorfor de skulle ligge der så længe. Konklusionen blev, at behandlingen var ulovlig. Det kommer ikke som den store overraskelse. Det italienske Datatilsyn fandt overtrædelser af flere centrale GDPR-regler. Blandt andet reglerne om behandlingsgrundlag, gennemsigtighed, dataminimering, privacy by design, depia, kontrol og databehandlere, sikkerhed og opbevaringsbegrænsing. Der er tæt på at være fuld plade. Selskaberne blev pålagt at stoppe den her konkrete behandling via Thread Matrix, som bestod i at indsamle oplysninger om installerede og eller kørende apps. De blev også pålagt at fastsætte klare opbevaringsperioder for de resterende data. Og så til bøderne. Det ene selskabte Italienne, de fik en bøde på 6,6 millioner euro. Det andet selskab Postepay, de fik en bøde på næsten 5,9 millioner euro. Så altså samlet set, så lander sanktionen for den her overtrædelse på 12,5 millioner euro. Og hvad kan vi så tage med fra den her afgørelse, når vi sidder i Danmark her på den anden side af sommeren i Italien? Den vigtigste læring er, at sikkerhed ikke er et magisk ord, der til sidesætter alle kravene i GDPR. Virksomheder, de må gerne beskytte brugerne mod svind. I mange tilfælde så er de forpligtet til at gøre det, ikke mindst i den finansielle sektor. Men de skal stadig kunne dokumentere, at løsningen er nødvendig proportional og gennemsigtig. Hvis en teknologi kan give indblik i brugernes privatliv, for eksempel gennem oplysninger om installerede eller kørende apps, så skal virksomheden kunne forklare meget præcist, hvorfor netop den adgang er nødvendig. Den korte version er derfor, formålet var legitimt, men løsningen var for bred, for indgribende og for dårligt dokumenteret. Og det er nok i virkeligheden afgørelsens vigtigste budskab. Man må gerne beskytte brugeren, men man må ikke gøre det ved at kigge længere ind i brugerens telefon end det der kan retfærdiggøres eller det der er nødvendigt.