smarken blog

Digital Sovrignty, Privacy, EU Law & Legislation, IT, Linux

Af Morten Kromann (LI) | Original (LI)

I 20 år sendte politikerne danske soldater i krig i Afghanistan. Nu vil de skrive sig selv ud af historien. Et borgerforslag kan stoppe dem!

Folketinget bestilte selv en uvildig udredning af krigen. Forskerne leverede den. Over 1.000 sider. Færdig i mere end et år. Og så besluttede Folketingets Præsidium, at de politikere, udredningen handler om, selv kan fjerne deres navne. I hemmelighed. Uden at det fremgår hvem.

Udenrigsministeriet har i forvejen godkendt materialet til offentliggørelse – det truer hverken rigets sikkerhed eller forholdet til fremmede magter. Det er ikke staten, der beskyttes. Det er politikerne.

Borgerforslaget tvinger diskussionen om ordningen frem i lyset. Som en afstemning i Folketinget. Forskerne skal kunne citere med navns nævnelse. Uden individuel vetoret. Uden anonymisering. Forslaget ændrer ikke nævnsloven og gælder alene denne ene udredning.

Det er en veteransag. Men det er også en demokratisagom politisk åbenhed, om ansvar, og om forskeres ret til at skrive frit om de beslutninger, der blev truffet på vores alles vegne.

Til veteraner og pårørende: Det her er jeres historie! Den handler om, hvorfor I – vi – blev sendt afsted, hvem der besluttede det, og om de vil stå ved det. I fortjener svar med navns nævnelse – ikke et anonymiseret dokument, hvor ansvaret er forsvundet ud mellem linjerne.

Til forskere: Fire tidligere udredninger har citeret fra nævnets optegnelser. Den praksis er nu brudt. Hvis det får lov at stå, sætter det præcedens for enhver fremtidig udredning af politiske beslutninger. Det er et angreb på den videnskabelige frihed, der bør bekymre alle, der arbejder med uafhængig forskning.

Til alle, der går op i demokrati: At sende danskere i krig er den mest vidtrækkende beslutning, vores folkevalgte kan træffe. Hvis de ikke vil stå ved den bagefter, har vi et problem, der rækker langt ud over Afghanistan.

I dag er det en krigsudredning. I morgen kan det være en sundhedsreform, en beredskabsbeslutning, en aftale om overvågning. Princippet er det samme: Magten skal kunne ses efter i kortene.

Professorer har kaldt ordningen tæt på grundlovsstridigt. Tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen med 25 år i nævnet bekræfter, at det "løfte om fortrolighed," den hviler på, aldrig har eksisteret.

Fogh, Lykketoft, Pind, Lidegaard, Bramsen, Espersen og Khader har alle sagt ja til at lade sig citere. Søren Gade tier stadig.

Det kræver 50.000 underskrifter. Kun 64 ud af 2.520 borgerforslag har nogensinde nået det. Jeg ved godt, hvad oddsene er.

Danmarks Veteraner (LI) & Veteranstøtten bakker op. Og nu rækker jeg ud til dig!

Skriv under. Det tager to minutter og kræver MitID. Og del dette opslag – for der er langt til 50.000, og den eneste vej derhen er, at I sender det videre til andre, der sender det videre.

(på linkedin) Når du deler, gør det da via "repost" / "videredel" uden at tilføje egen tekst – det når bredere ud. Se hvorfor i kommentarerne. Tak!

https://borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-23917

dkpol